Har du lysten, evnerne og tiden til at skabe en god og lærerig oplevelse for et hold på 12-14 voksne mænd, der samles ca. en gang om måneden i skolekøkkenet på Højmarkskolen i Holsted?

Selvom holdet er en fast sammentømret og selvsupplerende gruppe gennem efterhånden adskillige år, så er de også kendt for at tage rigtig godt imod nye undervisere, der kommer med egne ideer til hvad der skal ske. Du vil derfor have rimelig frie hænder til at sætte dit eget præg på programmet. Din formelle baggrund er uden betydning – det vigtige er, at du kan give noget kvalificeret vejledning og ikke mindst bidrage til den gode stemning hen over de 8 torsdagsaftener som en sæson efterår-forår typisk varer.

Indsatsen aflønnes efter gældende takst for aftenskoleundervisning, i skrivende stund 328,63 kr. (+ feriepenge) pr. lektion á 45 minutter, og hver mødegang varer 3½ lektion. Du får en velfungerende og professionel administration bag dig, således at der er styr på alt det praktiske og organisatoriske. Og skulle du have mod på flere hold af samme type inden for en fornuftig radius, så er vi ud over Vejen Kommune repræsenteret med godkendte aftenskoler i Kolding, Fredericia, Middelfart og Billund, hvor vi er meget interesserede i at få gang i noget lignende.

Skulle ovenstående have fanget din interesse, så skriv til rune@aftenskolerne.dk og fortæl lidt om hvem du er, og hvorfor det lige netop er dig, der skal skrive næste kapitel i en igangværende succeshistorie.